"Har du hørt om den britiske RAF-pilot der blev hængt for nogle år siden?" spurgte Kurt Sørensen. Gusten Sund kiggede op på Kurt. De sad på lange bænke, bordene i række, de var vel omkring 50 fanger i spisesalen. Gusten Sund var netop ankommet til Nyborg Statsfængsel for et par dage siden. Han havde aldrig før siddet inde. Selvom han havde lavet en del småkriminalitet. Gusten Sund syntes også selv, at det var uretfærdigt, at han var havnet der. Kurt fortsatte: "Daniel Raven hed han vist. Det fortaltes, at han havde myrdet sine svigerforældre." Gusten var ikke lige oplagt til at småsludre. Han var et stort sår indeni. Han havde allerede i går oplevet den hårdkogte verden inden for murene. Ja, var der ikke et skuespil, der hed det, "Inden for murene". Han havde pjattet lidt med det sammen med en kammerat Gunnar på værtshuset Den Sorte Gryde i Varde for en måneds tid siden, da han troede sig i sikkerhed for kriminalpolitiet. Nu var han blevet hentet i Varde kl. 5 om morgenen før fanden fik sko på. Han var blevet taget på sengen, han blev holdt nede af stærke hænder, som forsynede ham med et par nydelige håndjern. Han var ankommet til Nyborg kl. 11. I et lille hus ved indgangen til fængslet blev han registreret. Han måtte aflevere alt hvad han havde. Selv sit tøj. Han måtte skifte til noget kluns, som han fik udleveret. Han måtte klæde sig helt af i kontoret, for der var tilsyneladende ingen omklædningsrum. Damen havde sendt sultne øjne efter ham gennem øjenkrogen. Det var som hun nød denne lille fornøjelse. Det var som om hun havde valgt dette arbejde af samme grund. At se en splitternøgen mand. Udleveringen af det andet tøj trak hun ud. "Du har et dejligt smil", forsøgte han sig. "Jeg har ikke smilet til dig", kom det nedladende. Hun nød det. "Har du været i fængsel før", spurgte hun. "Nej", svarede Gusten. "Nu er du en kakerlak", sagde hun og grinede. "Du vil nok hurtigt opdage, at dagliglivet her er på den dybeste bund, som et menneske kan nå ned til". Gusten var et stort spørgsmålstegn, han kunne ikke forestille sig hvad hun mente med kakerlak. Efter at have ladet blikket vandre lystent op og ned af ham, smed hun noget tøj med en kedelig ubestemmelig grå farve på disken. Hun nød også synet da han trak det på. Gusten gad ikke spørge hvad hun mente. Den tilfredsstillelse ville han ikke skænke hende. Han så for sig, at den lyst hun havde fået oparbejdet ved at kigge på ham, ville forårsage en voldsom orgasme så hun faldt udmattet ned på stolen, hvis hun også havde fået lov til at nedgøre ham yderligere. Det ville han forhindre ved sin tavshed. Han blev ført ind i fængslet af to fangevogtere, først iklædt et par håndjern. Bare han nu ikke i damen havde fået en fjende den allerførste dag. Han havde ophidset en kvinde for derefter at efterlade hende uforløst. Han skævede til hende som en slags afsked. Hendes kinder var blevet voldsomt røde. Gusten vågnede op ved at Kurt Sørensen fortsatte: "Ja, udenfor retsbygningen ventede et betydeligt antal kvinder på udfaldet af domsafsigelsen, og mange af dem havde, så ubegribeligt det end måtte forekomme, taget deres små børn med. Umiddelbart før hængningen gjorde den dødsdømtes far og hans sagfører et sidste forsøg på at redde Daniel Ravens liv. Ligesom den forudgående aften havde sagføreren også i aftes indkaldt de engelske blades repræsentanter til en pressekonference, men netop som den skulle begynde kom Ravens far styrtende ind i lokalet og råbte:" "Jeg har fået nye beviser for min søns uskyld! De må have os undskyldt. Der er ikke et minut at spilde!" "De ilede til Scotland Yard, hvor faderen forklarede, at han var kommet i forbindelse med en mand, der foregav at have været øjenvidne til mordet, og som vidste, at der havde været en tredje mand på mordstedet. HAN var morderen og havde allerede fuldbyrdet sin ugerning før Raven ankom til sine svigerforældres hjem. Scotland Yard arbejdede med dette spor til kl. 4 om morgenen, men afgav den sidste rapport til indenrigsministeriet: Der forelå ikke noget, som kunne berettige en udsættelse af henrettelsen. Sporet var blevet fulgt til en svindler, som allerede flere gange havde tilbudt dels politiet og dels forskellige bladredaktører sin historie om den tredje mand mod et klækkeligt honorar. Sagen gik over i Englands kriminalhistorie som ": "Mordet uden motiv". Kurt forklarede videre. "Der startede en landsomfattende diskussion om dødsstraffens bevarelse eller afskaffelse. Beviskæden mod Raven var fuldendt, fra fingeraftrykkene på mordvåbenet, og det blodige tøj, han forsøgte at tilintetgøre, til den nøjagtigste redegørelse for hans bevægelser i den halve time, hvori mordet blev begået. Men der var ingen øjenvidner til selve ugerningen, og Raven benægtede selv at have begået mordet." "Det usikkerhedsmoment, der fik den engelske offentlighed til at følge denne mordsag med større interesse end de fleste, ligger i den fuldkomne mangel på motiv. Det lykkedes ikke den offentlige anklager at tilvejebringe noget som helst, der kunne forklare, hvorfor Daniel Raven fulgte efter sine svigerforældre fra klinikken, hvor de havde set deres nyfødte barnebarn for første gang, og slog dem ned umiddelbart efter, at de var kommet hjem, med husets fjernsynsantenne." Gusten blev dårlig. Det var dog elendigheden selv han var kommet til. Helvede kunne ikke være værre. Aftenen før, den første gang han sad ved middagsbordet, havde han skullet spille smart. De syv nærmeste ville jo vide hvad han havde bedrevet siden han nu sad her. De havde spurgt om hans navn, og han svarede blot Gusten. Alt for ofte havde folk moret sig over og kommenteret modsætningen mellem hans fornavn og hans efternavn. Gusten Sund, stod der på hans dåbsattest. "Jeg brød ind på pigehjemmet Frederikslund i Holte. Det var efterårsferie, så jeg regnede med at hjemmet var tomt for mennesker. Jeg plyndrede først et skrivebord i stueetagen. Derefter gik jeg ovenpå, hvor pigerne normalt sov i den store sal. Der lå to og sov. Jeg slog mig ned ved på en seng ved en 17-årig pige som lå i den. I en lav tone truede jeg med en kniv og insisterede på at hun skulle gå med mig nedenunder. Da hun ikke gjorde tegn til at rejse sig bandt jeg hendes håndled til sengen med et stykke klæde, som jeg rev i strimler. Det samme gjorde jeg ved den sovende lærerinde, som selvfølgelig vågnede ved denne operation. Jeg var maskeret, men udenfor på gangen under flugten må jeg have tabt min kniv." De lyttende fanger kiggede på hinanden, dernæst på Gusten med store øjne. "Jamen hvad gjorde du med pigerne?", spurgte en og viste en tandrække, der havde kendt bedre dage. Andre begyndte at trække vejret en smule tungere. Gusten så vigtig ud. Han regnede med at de andre nu nærmest var parat til at udnævne ham til konge. "Pigerne og pigerne. Lærerinden var vel 35 og en lækkerbisken at se på. Jeg var maskeret og deres øjne så lidt bange ud. De andre fanger rykkede tættere sammen for ikke at gå glip af et eneste ord. Først forsikrede jeg dem, at jeg ikke ville dem noget ondt, blot de ville være stille. Så bandt jeg både hænder og fødder til hver sin sengestolpe." Hans interesserede lyttere var holdt helt op med at spise. "Jeg sagde til dem at vi skulle lege læge, og jeg var doktor Plim, der netop var ankommet for at undersøge dem. De to kvinder vekslede blikke med store øjne." "Jeg ville foretage en grundig helbredsundersøgelse, men deres tøj kunne jo ikke trækkes af fordi de var bundet. Jeg spurgte dem som en del af min lille leg, hvad vi skulle gøre ved det, og grinede." Gusten var kommet i sit es, og han smurte lidt tykt på. Hvad kunne det skade. Ingen kunne kontrollere historien. "På et bord indenfor døren lå en saks. Jeg begyndte langsomt og forsigtigt at klippe deres tøj af. Først natkjole, så kom jeg til deres trusser. Som en højtidelig rituel handling klippede jeg nu forsigtigt dem af også. Jeg stod og betragtede mit værk. Sikke en oplevelse. Trusserne stak jeg i lommen. Lærerinden havde en rød dusk, temmelig hårfager. Den dag i dag kan det gøre mig skør at tænke på den. Hold da op den skal du da ikke gå og gemme sådan væk, sagde jeg, nærmest til mig selv. Jeg begyndte at studse dusken lidt med saksen. Men hårene faldt jo ikke sådan på gulvet som når man bliver klippet hos frisøren. Hårene lagde sig bare, så dusken blev om muligt endnu større. Hvad kunne jeg gøre ved det. Jeg tog min kam og begyndte forsigtigt men grundigt at frisere hårene væk. Det var bedre. Men hårene ville ikke sidde ordentlig. Jeg ønskede jo at lave en flot midterskilning. Så hørte jeg en skramlen nedenunder, som vil ærgre mig resten af mine dage. Nogen havde set, at der var lys her midt om natten. Jeg løb ud og hen til en slags bagtrappe, en anden trappe end den jeg var kommet op ad." Gusten måtte skuffe tilhørerne, som havde helt glemt at spise deres mad: "Her slutter historien." Fangerne kunne ikke spise mere, alle sad med halvdelen af maden tilbage. Det var øjensynlig vores tur til at vaske op. Straks vi var kommet ud i køkkenet hev tre fanger Gusten ind i spisekammeret. "Du har vist ikke lært om rangordenen her. Du er den allerlaveste i hierarkiet. Du skal ikke komme her og fortælle historier, nærmest savlede en fyr med skægstubbe og en bussemand hængende ud af næsen." Som om det var standardprocedure på stedet, stod Gusten Sund mast op i et hjørne, alle de tre medindsatte stod med deres kroppe og pressede. Deres hoveder var en centimeter fra hans. Gustens arme blev holdt af stærke hænder og et par andre hænder flåede hans bælte op, snart stod han nøgen. Nu sad han her og Kurt Sørensen, som havde præsenteret sig umiddelbart efter at han kom ind i fængslet, sad og fortalte en kvalmende historie om en hængning i England. Hans nat havde været et mareridt efter hans oplevelse i spisekammeret. Eller snarere "oplevelser" i flertal. Vel tilbage i sin celle sad han og funderede. Damen i modtagelsen havde på en eller anden måde hævnet sig. Nej det lød for skørt. Men hun havde fået ret. NU var han en kakerlak. Sunket til den allerdybeste bund. Han var chokeret. Han som egentlig havde set lidt frem til fængselsopholdet som den rene loppetjans. Han nappede i sin arm. Nej, han var ikke død. Men han var i hvert fald kommet i helvede. Han så sig selv i det revnede spejl på væggen. Han så hvordan han så ud: Gusten og usund.
Gusten Sund (her spillet af en ukendt karakter fra filmen Flygtningen)
