Tvangsauktioner og inkasso Konkurrencen mellem advokater var beskeden. De fleste salærer var baseret på prislister. Der var skødetakster, proceduretakster og regler om honorarer i boer, baseret på en procentdel af formuemassen. Fordelingen af dødsboer og konkursboer var efter nutidens opfattelse helt speciel. De gik på tur! Advokatforeningens medlemmer skiftedes til at få boerne; til gengæld skulle de afstå 10 % af honoraret til den fælles kasse. Også varetagelsen af tvangsauktioner var et fællesanliggende. Det skete igennem det fællesejede firma ”Sagførerauktionerne”, der lå i Frederiksgade. Udenbys advokater var ikke velkomne. Det gjaldt især i de mindre byer. Sidst i 1970'erne var der et stort konkursbo i Silkeborg. Højesteretssagfører Storm Mortensen repræsenterede flertallet af kreditorerne, og han mødte op i skifteretten i Silkeborg i håbet om at blive valgt til kurator. Men nej, efter høring af alle tilstedeværende advokater og kreditorer oplyste skiftedommeren, at han ikke kendte højesteretssagfører Storm Mortensen, men at landsretssagfører Gudmundsen stod for tur. Herefter erklærede han: Landsretssagfører Gudmundsen er udpeget som kurator. Advokatkontorerne i provinsen var stadig små, og typisk var der kun en eller to partnere med en enkelt fuldmægtig, som de delte. Med beskeden snilde kunne den unge fuldmægtig forvente senere at blive partner, men det indebar ofte en pensionsforpligtelse over for de gamle. Til gengæld var den unge sikker på at overtage firmaets del af kreditforeningsinkassoen, som dengang var en let og lukrativ indtjening.
Føj for et erhverv. At drive en lukrativ forretning baseret på andres ulykke.
Allerede i 1960'erne huserede forretningsfolk, som Ekstra Bladet senere i 1973 afslørede og kaldte "De økonomiske rovdyr".
Ekstra Bladets afsløringer, som dog ikke omhandlede firmaet Storm Mortensen, gav anledning til et vendepunkt i opfattelsen af moralen hos mange rige og fremtrædende personer, og det førte til den såkaldte Bagmandsrapport. Bagmændende havde forbindelse med smugleri og endog MORD på sine egne folk, som vi skal se i et senere afsnit. Havde rovdyrene myrdet Maries morder?
Det var først fem-seks år efter mordet på Marie Lock-Hansen at nogle alvorlige forbrydelser blev kendt i offentligheden. Det var forbrydelser udført af spidser i samfundet. Derfor kunne politiet heller ikke finde morderen eller motivet i forbindelse med Højbjergmordet, eftersom disse forbrydelser var politiet ubekendt. Endvidere var det måske i tidens ånd, at spidser i samfundet slet ikke blev efterforsket. Det var ganske uantageligt, at samfundets spidser var involveret i noget ulovligt eller for den sags skyld noget, der kunne være på kant med loven. Da forbrydelserne endelig blev afsløret, så var der gået så megen tid, at politiet ikke forbandt dem med Højbjergmordet. Imidlertid var forbrydelserne blevet anmeldt direkte på ministerplan allerede otte år tidligere, i 1965. Det var først ved Ekstrabladets afsløring den 3. maj 1973 at begrebet "de økonomiske rovdyr" blev kendt. Justitsminister K. Axel Nielsen havde kendt nogle af rovdyrenes navne siden 1965, men han undlod at gøre noget ved det. Oplysningerne havde han lagt allernederst i skrivebordsskuffen. Han var justitsminister fra 1964 til 1968 og fra 1971 til 1973.
Paradoksalt nok er det journalist Poul Dalgaard fra Ekstra Bladet, som ved vedholdende hårdt arbejde afslørede rovdyrene. Poul Dalgaard var den ene af de to journalister fra Social-Demokraten, der i vinteren 1948, efter mange måneders grundig og opslidende research kunne afsløre den sag, som blev kendt som Edderkoppesagen.
Læs i de følgende og kommende afsnit, hvad rovdyrene kunne bedrive, og meget meget mere.
