 |
||
|
Nedenstående tekst er hentet fra Wikipedia Baggrund og karriere Lorenzen blev i 1948 medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og to år senere mødte han under aftjeningen af sin værnepligt Flemming Sørensen (den senere Stasi-spion "Flame"), og de to blev nære venner. Lorenzen forlod DKP, da han flyttede til Aarhus i 1956, og i 1958 meldte han sig ind i Socialdemokratiet. Dette skete dog udelukkende for at gøre et bedre indtryk på sine omgivelser, og han fastholdt i hemmelighed sin kommunistiske overbevisning. Lorenzen blev kontorchef i Aarhus Kommunes socialforvaltning. Hvervet som agent I slutningen af 1962 noterede en Stasi/HVA-officer, at Lorenzen allerede havde videregivet oplysninger til "Flame" om forsvarsinstallationer og vesttyske militærdepoter i Danmark, og han blev derfor tildelt dæknavnet "Depot". "Depot" blev med "Flame" som mellemmand anvendt mod danske militære objekter, og han blev optrænet i brugen af koder, hemmelig skrift, dæklejligheder og "døde postkasser". Han mødtes både med en østtysk rejseagent i Aarhus og med Stasi-officerer i dæklejligheder i Østberlin, og han modtog penge for sine ydelser. Når Flemming Sørensen ikke var i landet, kommunikerede Klaus Lorenzen med den østtyske efterretningstjeneste via hemmelige tegn og såkaldt døde postkasser. Når der var post, fandt Lorenzen et hæfteplaster under dørhåndtaget på sin bil. Posten kunne han efterfølgende finde i den døde postkasse: Et hult træ i Mindeparken. Klaus Lorenzen havde også personlige møder med sine østtyske arbejdsgivere. Første gang var i 1963. Ifølge Ekstra Bladet rejste han til Vestberlin sammen med Flemming Sørensen, hvor han mødtes med sin østtyske føringsofficer Manfred Elisath. Opgaver som agent Hans vigtigste opgave bestod i at indsamle oplysninger om Flyvestation Karup, der husede NATO-hovedkvarteret COMBALTAP, militærdepoterne i Klosterheden og Dejbjerg og olierørslinjen fra Frederikshavn til Karup. "Flame" og "Depot" tog flere gange til Karup, hvor de kørte rundt om flyvepladsen og spiste på lokale hoteller for at identificere mulige kontakter, og "Depot" overværede et åbent hus-arrangement på flyvepladsen. De overvejede også at udnytte Lorenzens bror, der havde forbindelse med det ingeniørfirma, der byggede den nye kommandobunker på flyvepladsen, men forehavendet strandede, eftersom broderen var stærkt antikommunistisk. Lorenzen holdt også regelmæssigt øje med Aarhus Havn og gennemlæste skibslisterne for at identificere militære transporter, og han indsamlede oplysninger om Marinekommandoen i Aarhus. Gennem sit arbejde fremskaffede han en fortegnelse over medarbejderne og forskellige oplysninger om folkeregisteret, skatteindbetalinger og folkepensionsordninger, og han afleverede sin kones pas til østtyskerne. Alt dette materiale kunne Stasi/HVA sandsynligvis benytte i arbejdet med at skabe falske identiteter til illegale agenter. Slutteligt foreslog Lorenzen, at Stasi skulle forsøge at hverve en bekendt, som var under uddannelse i USA, og som senere skulle ansættes på den amerikanske ambassade i København. De oplysninger, som Lorenzen var i stand til at fremskaffe, var imidlertid ikke særligt værdifulde, og samarbejdet med DDR blev sat på pause i 1965 for helt at slutte i 1972. Lorenzen forlod sit job i Aarhus Kommune som 60-årig i 1990. Han havde regnet med en komfortabel efterlønstilværelse i sin villa på Laurvigsgade i det nordlige Aarhus, men det fik han ikke. Klaus Lorenzen blev ramt af en blodprop i hjernen og fik sværere og sværere ved at klare sig selv. Han døde i 2004, 74 år gammel. Stasi agent og kontorchef En del af historien om Danmark under Den Kolde Krig udspillede sig på Århus Kommunes socialkontor, hvor Stasi agenten Klaus Lorenzen arbejdede. Klaus Lorenzen lignede slet ikke en stasi-agent. Rund, humoristisk og vellidt. Kontorchef i Århus Kommunes socialforvaltning med ansvar for børnebidrag og blanketter. Men i fritiden var han hemmelig agent, der forsøgte at skaffe Deutsche Demokratische Republik, DDR, vitale oplysninger om det danske militær. Han valgte fjenden Under Den Kolde Krig valgte Klaus Lorenzen side. Fjendens. Fra 1962 indsamlede han oplysninger. Tre år senere blev han sat på reservebænken, inden han i 1972 blev "arkiveret". »Jeg blev virkelig chokeret,« siger Mogens Grouleff, sektionschef i Århus Kommune, der dengang var hans underordnede i Fiskergade, hvor Klaus Lorenzen havde kontor. Der blev aldrig rejst sag mod Klaus Lorenzen, der døde i 2004, 74 år gammel. Hans medløberi rakte ikke til en tiltale for landsforræderi, for han var en af Stasis mange små fisk. Nye oplysninger Men han er dukket op til overfladen i forbindelse med offentliggørelsen af redegørelsen om Danmark under Den Kolde Krig. Det var hans tidligere soldaterkammerat og partifælle i Danmarks Kommunistiske Parti DKP, Flemming Sørensen, der fik trukket Klaus Lorenzen ind i det lyssky arbejde for det østtyske efterretningsvæsen. Flemming Sørensen var Jyllands-Postens daværende korrespondent i Bonn og havde således den perfekte dække for at rejse frem og tilbage mellem Århus og Bonn eller Berlin. Venner på køretur Det vakte heller ikke mistanke, når de to kammerater sammen kørte på tur ud i det danske land. Ofte i retning af NATO-hovedkvarteret på den militære flyveplads i Karup, hvor de satsede på at samle soldater op, der blaffede, for at pumpe dem for oplysninger. Det var især marinekommandoen på havnen i Århus. Det var information om det nye NATO-samarbejde mellem Danmark og Vesttyskland, BALTAP, der netop var etableret i Karup, som de to agenter var interesserede i. Lift til rekrutter På et tidspunkt gav de for eksempel et lift til nogle rekrutter, der fortalte dem om en øvelse, hvor vesttyske styrker havde deltaget. Oplysningerne indrapporterede de under dæknavne. Flemming Sørensens dæknavn var "Flame". Klaus Lorenzens var "Depot". Det fremgår blandt andet af den 2.350 sider lange udredning. Århus Havn var et andet sted Klaus Lorenzen opholdt sig meget, når han ikke sad bag sit skrivebord på socialkontoret. Her overvågede han marinekommandoen, der ligeledes havde Stasis interesse. På et tidspunkt gav Lorenzen ifølge Ekstra Bladet også en komplet navneliste over socialkontorets ansatte sammen med en stak formularer in blanco, idet han understregede, at han havde adgang til al persondata i Århus Kommune. Når Flemming Sørensen ikke var i landet, kommunikerede Klaus Lorenzen med den østtyske efterretningstjeneste via hemmelige tegn og såkaldt døde postkasser. Post i det hule træ Når der var post, fandt Lorenzen et hæfteplaster under dørhåndtaget på sin bil. Posten kunne han efterfølgende finde i den døde postkasse: Et hult træ i Mindeparken. Klaus Lorenzen havde også personlige møder med sine østtyske arbejdsgivere. Første gang var i 1963. Ifølge Ekstra Bladet rejste han til Vestberlin sammen med Flemming Sørensen, hvor han mødtes med sin østtyske føringsofficer Manfred Elisath. På bænken Elisath skrev efterfølgende i en rapport Lorenzen, at »han virkede rolig og besindig«, at han var »vittig og af og til ironisk« og at han gjorde indtryk af »at være magelig anlagt.« Men uanset hvor meget Lorenzen havde sit hjerte med i det hemmelige agentarbejde, blev han dog aldrig mere end en lille fisk for Stasi. Dertil var de oplysninger, han var i stand til at indlevere, for ubetydelige. Det var sandsynligvis en af grundene til, at han i 1965 blev sat på bænken, ligesom at der aldrig blev rejst en sag mod ham. Elskede spænding At Klaus Lorenzen overhovedet sagde ja til agentjobbet, skyldtes han politiske overbevisning. Det forklarede han på et tidspunkt overfor en østtysk instruktør: »Han forklarede mig, at han ikke deltog i dette spil for økonomisk vindings skyld, men fordi han elskede spændingen som afveksling fra den daglige trummerum, og fordi han var imod, at NATO og dermed alle de gamle nazister i Vesttyskland benyttede Danmark som rampe for et angreb mod de socialistiske lande,« har den østtyske instruktør blandt andet skrevet. Selv om Klaus Lorenzen forlod DKP i 1950'erne og siden blev medlem af Socialdemokratiet, var han i hjertet socialist. Muligvis var det, at Danmark i 1960 intensiverede samarbejdet med Vesttyskland, der ansporede Klaus Lorenzen til at sige ja til agentjobbet. Uanset årsagen har hans forræderi chokeret hans tidligere kollega Mogens Grouleff. Trivelig chef Han arbejdede under Lorenzens kommando i familieydelseskontoret i næsten 14 år. »Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi kunnet tro. Det vil ikke være forkert at sige, at jeg blev chokeret. For det er ikke sådan, at når man sætter sig tilbage, at så var der nogle små ting. Det er simpelthen kommet som lyn fra en klar himmel,« siger Mogens Grouleff. Han husker ham som en behagelig og populær chef, hvis trivelige figur passede til hans joviale facon. »Hans ledelsesstil var ikke korrekt, hverken i optræden eller udseende. Han var sin egen med egne meninger og væremåde. Men man kunne sige alt til ham. Vi havde en meget fri omgangstone, og han var meget vellidt. På det punkt var han nok forud for sin tid,« siger Mogens Grouleff. Pensioneret socialchef fra Århus Kommune Leif Jepsen husker også Klaus Lorenzen. Lidt af en enspænder »Han var dygtig til det, han lavede, men han holdt sig også fra at kaste sig ud i noget ud over sine pligter. Han var nok lidt af en enspænder. Det var ikke fordi han ikke var selskabelig, men han var en enspændertype. Og så kan jeg huske, at han ofte gik op i kantinen og købte røget ål, som han så spiste ude på gaden,« fortæller Leif Jepsen. Den første gang han stødte på Klaus Lorenzen var en tilfældighed og før Leif Jepsen blev ansat i Århus Kommune. Ølkasser i skabet »Jeg skulle til et møde med den daværende socialdirektør Orla Jensen oppe i komplekset i Valdemarsgade, hvor hovedsædet lå dengang. Vi skulle mødes i kantinen. Jeg vidste ikke, hvor den lå og besluttede at følge efter en ølmand fra Thor. Jeg tænkte, at han nok gik mod kantinen. Men i stedet endte jeg på Klaus Lorenzens kontor. Han havde nogle gamle tyske skabe, hvor der var plads til en masse ølkasser. Han købte stort ind og solgte udenom kantinen, selvom han sad i kantinebestyrelsen,« siger den tidligere socialchef. Også han er forundret over Klaus Lorenzens lyssky aktiviteter. Få informationer »Jeg har svært ved at se, at han sad i en position, hvor han kunne skaffe sig ret mange informationer. Han havde ikke en særlig stor berøringsflade. Han deltog ikke som os andre som appendiks til det politiske liv eller var med på studierejser og møder i ministerier. På den måde er det underligt, hvad han skulle kunne finde ud af. Det eneste, han havde fuldt overblik over, var informationer i forhold til, hvem der betalte eller ikke betalte børnebidrag,« siger Leif Jepsen. Klaus Lorenzen forlod sit job i Århus Kommune som 60-årig i 1990. Han havde håbet på en behagelig efterlønstilværelse i sin villa på Laurvigsgade i Århus Nord, men det fik han ikke. Klaus Lorenzen blev ramt af en blodprop i hjernen og fik sværere og sværere ved at klare sig selv. Han døde i 2004, 74 år gammel. |
||
 |
||
| 02 |  |
Flemming Sørensen - politikeren der blev spion Først publiceret 24-01-2017 |
Wikipedia | |
| 03 |  |
1964 | Beton til Radiobunkeren ved Regan Vest Først publiceret 25-01-2017 |
|
| 04 |  |
1967 | Forsvaret lejede lokaler Først publiceret 26-01-2017 |
|
| 05 |  |
1967 | Lokaler, der ikke eksisterer mere Først publiceret 26-01-2017 |
|
| 06 |  |
1967 | Kontrakten for Frodesgade 8 Først publiceret 26-01-2017 |