|
En måned efter mødet i Viborg med Oberstløjtnant F.J.A.M. Sandholdt, Løjtnant Frede Ege, Arkitekt Anders Zobel, var Oscar på vej i sin Opel Kaptajn på en 800 kilometer lang tur sydpå. Oscar vidste ikke nøjagtigt hvor han skulle hen. Han havde fået besked på at indlogere sig på det nyopførte hotel Callas Hotel Am Dom i Köln.
Oscars 13-årige datter havde været lidt ked af at far skulle være borte nogle dage, men værst af alt var det, at han ikke ville sige, hvor han skulle hen.
Oscar havde sommerferie, og både han og hans 35-årige hustru Marie ærgrede sig over at han skulle afsted. Oscar havde bedyret overfor Marie, at det drejede sig om en sag af yderste vigtighed og at det drejede sig om landets sikkerhed. Marie var eet stort spørgsmålstegn og lovede at holde tand for tunge. Hun kom i hu, at hun for nylig havde skrevet under på papirer fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Det var harmløse spørgsmål om hvor stor gæld hun havde og lignende. Siden hendes mand havde været i Viborg, var hun godt klar over, at der var noget i gærde. Oscar havde havde afsløret, at det var nordpå. Oscar skulle efter sit udsagn have svaret på endnu flere spørgsmål, samt skrevet under at han var underlagt tavshedspligt med fire til seksten års fængsel som strafferamme. Hvorfor i himlens navn har du gjort dette, plagede hun ham en stund, men som han ganske rigtigt havde sagt, at når man som han altid holdt sig på ærlighedens vej og kun havde de bedste hensigter, hvad skulle man så være betænkelig over.
De berømte tyske autostradaer gav ham god fart. Når han var på landevejen, så levede han. Han havde beregnet ni timer til turen. Så havde han god til at gøre holdt ved et par af de talrige rastepladser. Vejene var af beton, lige hans materiale. Som veje var bygget med beton, var der den ulempe, at samlinger mellem betonpladerne gav en monoton lyd i bilen, ligesom når et tog passerer samlingerne på jernbaneskinnerne.
Oscar havde rigtig god tid til at filosofere på turen. Var det ikke risikofrit at skrive under på de papirer? Forsvarets Efterretningstjene havde clear'et ham på få dage. De havde nok i forvejen gennemgået hans liv. Han tænkte på ansøgningsskemaet. Hans egne og Maries økonomiske forhold spillede en væsentlig rolle. Hvis man havde en anstrengt økonomi, så var der risiko for at man var til salg for ondsindede kræfter.
"Jeg er gjort bekendt med, at jeg gør tjeneste i en stilling, der nødvendiggør en præcisering af tavshedspligten. Jeg er gjort bekendt med, at den tavshedspligt, der påhviler mig, ikke blot omfatter alle oplysninger, der er klassificerede YDERST HEMMELIGT, HEMMELIGT, FORTROLIGT eller TIL TJENESTEBRUG (samt tilsvarende NATO klassifikationsgrader), men også enhver oplysning, der ifølge lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde oplysninger for varetagelse af væsentlige hensyn til offentlige og private interesser. Jeg er gjort bekendt med de lovbestemmelse vedrørende tavshedspligt og den straf, som en tilsidesættelse heraf kan medføre.
Oscar gøs. Han var jo det bedste menneske og en af Danmarks tro tjenere. Oscar væmmedes ved tanken om den risiko han udsatte sig for.
"Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser overfor udlandet, straffes med fængsel i indtil 12 år. Såfremt handlingen finder sted under krig eller besættelse, kan straffen stige indtil fængsel på livstid".
Ja, fængsel. Men vanæren, og skammen, og flovheden, som i givet fald ville følge med, hvis man kom til at dumme sig, var næsten værre. Indtil nu havde livet budt ham masser af succes. Han var blevet gift med byens flotteste kvinde. Livet kunne ligge i ruiner på et splitsekund.
Nå, den eneste grund til at han tænkte så dumme tanker var, at han var alene i bilen. Mennesket er ikke skabt til at være alene. Oscar var et overmåde socialt menneske. I festligt lag var han i sit es.
F.J.A.M. Sandholdt havde orienteret ham. Den amerikanske general Crops havde været på besøg i Danmark Han havde i dyb fortrolighed omtalt et anlæg, som var under opførelse i Vesttyskland. Der var behov for en studietur for at kopiere teknologien til et anlæg i Danmark. Der forelå intet præcist om, hvor i Tyskland det var. Anlæggets placering i Danmark kendte Oscar heller ikke, han havde kun fået at vide, at undergrunden bestod af kalk. Ved det tyske anlæg bestod undergrunden af skifer.
Det var ud på aftenen, han var nået til Køln, han kørte på Bergische Landstraße. Der skulle ifølge kortet kun være få kilometer tilbage. Nu Deutz-Mülheimer Straße, så Hafentraße. Det var dog besynderligt. Der stod adskillige piger i meget korte shorts, ja nærmest bare trusser og så bar de koket en mikroskopisk paraply. Næsten på hvert gadehjørne nu.
Oscar nåede frem til hotellet.
Oscar ckeck'ede ind. Hvorfor havde han denne fornemmelse, når han var i Tyskland. Han var sikker på at tyskere ville gøre alt for at tage hans penge. Snyde, spille ham et puds. Det var ligesom indgroet i tyskere efter krigen. Man måtte bruge alle midler uden undtagelse for at komme på fode igen. Oscar var ikke paranoid. Men selv paranoide kan være forfulgt. Oscar smilede af vitsen som han selv havde fundet på.
Tyskerne var også dygtige. Som industriland var de uovertrufne. Tung industri, kuglelejer, elektriske maskiner af enhver art, til husholdning, til produktion.
Og ikke mindst betonbyggeri.
Han glædede sig faktisk til at møde dygtige bygningsingeniører den næste dag.
Han vendte sig og skulle til at forlade receptionen. Pludselig blev han prikket på skulderen. Løjtnant Frede Ege, Arkitekt Anders Zobel stod og grinede.
Han vidste egentlig ikke at de skulle komme.
Frede Ege viftede med et stykke papir. Den amerikanske Lieutenant Colonel Harvey Close inviterede dem på en drink på et sted ved navn InstantBar kl. 20.
De tre spiste sammen på hotellets restaurant. Efter to glas Weissbier var stemningen munter. Zobel nøjedes med eet glas.
Da klokken nærmede sig 19.45 aftalte Løjtnant Frede Ege og Oscar at tage en taxa. Arkitekt Anders Zobel ville imidlertid slappe af på værelset. Han var træt efter rejsen. Al den sociale samvær hang ham ud af halsen. Hvad skulle de møde Harvey Close for. Han ville jo alligevel ikke komme ind på byggeriet. Hvad ville han i det hele taget komme ind på. Han kunne ikke forestille sig noget af interesse eller noget, som kunne være relevant for deres besøg. Han havde hørt at amerikanere var så sociale, at man kunne brække sig. Det var nærmest som om, at de var bange for at være alene. Og hvis du så havde været sammen med dem, så næste dag havde de glemt alt om dig.
|
|
