|
Da Oscar ville checke ud i receptionen stod duksedrengen Zobel ved væggen øjensynligt i en slags venteposition. Ved synet af Oscar trådte han et skridt frem. Har du set Frede, spurgte han.
Nej svarede Oscar.
Zobel fortsatte: Vi skal med toget om tre kvarter. Jeg har banket på hans værelse. Intet svar, han var heller ikke til morgenmad.
Oscar sagde: Det var dog mystisk.
Da Oscar havde checket ud var der gået yderligere ti minutter. Der var kø. Frede Ege havde ikke vist sig. Nå men han kunne ikke tage sig af det. Og han tænkte kun på een ting, at slippe for Zobel. Og komme hjem til Marie.
Han var på vej ud af døren med et vink til Zobel, da Zobel spurgte: Hør kunne jeg køre med dig hjem. Oscar væmmedes.
Oscars blik ramte Zobels ansigt. Zobel frembød et lille smil. Oscar havde ikke set Zobel smile før. Zobels tænder var hvide og velholdte. Men han lignede fuldstændig....... en VAMPYR.
Bla, bla, bla.....
Oscar måtte høre på Zobel hele vejen hjem. Duksedrengen Zobel fortalte og fortalte, om hvor ærlig han var.
En gang var hans kone kommet hjem fra slagteren. Hun opdagede at der var mange flere penge i hendes tegnebog, end hun havde regnet med. Hun regnede lidt på det. Slagteren må have givet tilbage på 100 kr., hvor hun havde betalt med 10. kr. Så passede det. Hun havde ikke i situationen tænkt over det. Zobel mistænkte at hun med bankende hjerte var blevet grisk, og i et splitsekund blot havde valgt at tage mod pengene.
Zobel fortalte, at han næste dag var gået ind til slagteren og spurgt om der manglede penge i kassen i går.
Slagterens ansig lyste op: "Jo." I det samme smækkede Zobel 100 kr. på disken.
Slagteren blev helt euforisk. Han for hen til baglokalet og råbte: Mor, mor kom og se her er en ærlig mand!
En anden gang var han som dreng købmandsbud. Når han skulle ud med varer fik han altid byttepenge med til et rundt beløb. Således havde han en dag afleveret varer ude hos en kunde og stod nu med 10 kr. i hånden.
Af urandsagelige årsager var de 10 kr. væk da han kom tilbage til købmandsbutikken. Han fik et mindre chock. I tre kvarter cyklede han frem og tilbage på den tilbagelagte tur og ledte.
Pengene var og blev væk.
Han var jo en ærlig og retskaffen natur. Han ville så nødig komme tilbage til købmanden og fortælle om sit uheld. Han cyklede hjem. Familien sad allerede ved aftensbordet, han havde jo spildt næsten en time. Zobel havde brødebetynget forklaret hele historien. Hans far blev ærkestolt som en pave over sønnens ærlighed. Faderen sagde: Vi er fattige, men ærlige. Hans far gik ind i stuen og låste en skuffe op. Her har du 10 kr. Zobel suste af sted til købmanden.
Købmanden havde svedt tran over at Zobel havde været væk i over en time. Uden at spørge om noget, svingede købmanden ham en syngende lussing.
Det står klart i min erindring, at jeg da jeg var soldat på kasernen øst for Tivoli Karolinelund i Aalborg, det var Jyllandsgades Kaserne, et par uger lige før eller efter årsskiftet 1947/48 Da vågnede en morgen rødmosset uden egentlig at føle mig syg, men alligevel gik jeg til militærlægen, fik jeg stillet diagnosen "Røde Hunde" - og blev derfor straks indlagt på kasernens infirmeri, at jeg ikke skulle smitte alle garnisonens soldater. En enkelt mig ubekendt soldat mere fik stillet samme diagnose, så vi kom til at dele stue nogle dage. Den gang lød en soldats ugeløn på kun 14 kr. Så der var ikke meget at slå til Søren med. Da min indlagte lidelsesfælde havde et syndigt rod i de sparsomme finanser - og var læns, bad han mig om et lån på hele 5 kr - det fik han, men betalte dem aldrig tilbage. Så de skallede 5 kr har jeg stadig tilgode.
Zobel snakkede. Og han blev ved. Han ville ikke fortælle hvor det danske anlæg skulle placeres, sagde han og så hemmelighedsfuld ud. Sandheden var at han vidste det heller ikke selv.
Han fortalte, at det var slemt, hvis det blev afsløret for fjendtlige magter hvor bygningsværket skulle placeres. Det skulle være en atomsikker bunker, men den kunne næppe modstå en fuldtræffer. Eller i hvert fald ville en fuldtræffer gennem flere sekunder forårsage så store accelerationer i bunkeren, at de fleste af de mennesker, som den skulle beskytte, ville omkomme.
Oscar fik en voldsom smerte i maven.
|
|
