|
Efter at have kørt i lukket folkevognsrugbrød i omkring tres minutter, herunder holdt stille i ca. ti minutter, så ankom de tre herrer civilingeniør Oscar Lock-Hansen, arkitekt Anders Zobel og Løjtnant Frede Ege til det for dem ukendte bestemmelsessted.
Umiddelbart inden de blev lukket ud hørte de et kæmpe drøn af en port som lukkede sig, et hult drøn som gav genlyd ligesom i et meget stort hulrum. De steg ud og missede med øjnene i den elektriske belysning som ikke var stærk, men trods alt stærkere end den sølle pære inde i bilen.
De blev modtaget og dirigeret videre af to bevæbnede og tysk udseende uniformerede vagter. Chaufføren gik hen til en telefon, som var monteret på den rå mur. Han førte en samtale med dæmpet stemme, måske en anelse mere længere varende end man skulle forvente af en chauffør som meldte opgaven fuldført.
En militær overordnet i amerikansk uniform kom efter få øjeblikke til syne, og syntes at dirigere lidt anderledes, end vagterne i forvejen havde fået besked på. De blev dirigeret ind i et mindre lokale og anbragt omkring et bord.
Amerikaneren præsenterede sig. Samtalen foregik på engelsk. Hans rang og navn var Major General Hugh Spitzberg.
Oscar og Frede havde nogenlunde genvundet helbredet efter drukturen på InstantBar. Anders smilede som en anden duksedreng. Det var en ret spændende mission, de var på. De hørte til en snæver kreds af mennesker som vidste at den danske stat skulle gennemføre et tophemmeligt og kæmpe byggeri, to karakteristika som egentlig syntes i modstrid med hinanden. Hvis noget var tophemmeligt, ville det nok vare en fordel at det var så lille som muligt, allerbedst mikroskopisk.
Hugh Spitzberg fremstod som en venlig mand. De følte sig trygge og godt tilpas, de følte sig som udvalgte, der kunne forvente særbehandling. De var udsendt af Oberstløjtnant F.J.A.M. Sandholdt, Distriktschef i Forsvarets Byggetjeneste, de var udsendt efter anmodning fra Forsvarschefen selv, de var udsendt efter anmodning af en amerikansk general.
De var godkendt af Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste. De havde påtaget sig et vigtigt hverv i relation til Danmarks sikkerhed. De kunne føle sig som konger.
Hugh Spitzberg indledte med ordene:
Chaufføren sagde at De har spurgt efter Lieutenant Colonel Harvey Close. Oscar, Frede og Anders smilede venligt tilbage og afventede fortsættelsen.
Hugh Spitzberg fortsatte: Hvem er Lieutenant Colonel Harvey Close?
Oscar fik nærmest et hjerteslag. Det var som om der blev sat 380 volt til alle hans lemmer. Det var som om lynet slog ned. Oscar knækkede uvilkårligt sammen, det var ham umuligt at ligne et pokerfjæs, selvom det lige nu var hans største ønske i verden. Han skævede til Frede Ege, for ham lykkedes det nogenlunde at se helt neutral ud. Han var militært uddannet til det og havde som sådan vel visse fortrin.
Hugh Spitzberg kiggede pa Oscar: Er der noget galt? Oscar fik sagt: Nej det er i orden, jeg havde et maveonde i nat, men nu er det vist væk.
Der var tavshed i nogle sekunder, noget Oscar følte som en evighed.
Så skete der noget som passede Oscar særdeles godt. Den ellers irriterende og overfriske arkitekt Anders Zobel tog ordet og sagde:
Det ved vi ikke. Men der var en seddel fra ham på hotellet. Jeg fik sedlen da jeg ankom til hotellet. Noget med at vi skulle mødes ude i byen. Men jeg var ikke med, jeg gik i seng.
Nå, tænkte Oscar. Hans indre stemme vrængede: Jeg var ikke med til det. Det var de andres skyld. Det var ikke mig. Nå Zobel talte uvidende og med god samvittighed. Det fungerede godt.
Frede Ege som syntes nærmest som uddannet til at være koldblodig og snarrådig udbrød: Vi kom aldrig derhen. Da vi ville aflevere nøglerne på hotellet, fik vi at vide at aftalen var annulleret.
I det samme ringede telefonen, og Spitzberg greb røret. Han tog mod en kort besked.
Der var en lang kunstpause.
Der er ikke nogen soldat i Vesttyskland, som hedder Harvey Close. Jeg har bedt om at få at vide om der overhovedet er nogen i det amerikanske forsvar.
Hugh Spitzberg kiggede på de tre. Vi sender lige nogen hen på hotellet for at høre hvor sedlen kom fra. Har I sedlen endnu.
Frede Ege fortsatte: Jeg fik sedlen, men smed den væk i morges. Zobel fortsatte: Det var ikke hotelpersonalet, som gav mig sedlen, det var en mand, som kom ind ad døren og gik ud igen.
Hmmm. Hugh Spitzberg så tænksom ud. Lang pause igen. Så sender vi en mand hen og spørger, hvor aflysningen kom fra.
Nu var gode råd dyre. Dette måtte afværges for enhver pris. Oscar var stum. Han kunne ikke tænke i denne situation overhovedet. Han var et rystende nervevrag indeni over hele situationen. Frede var igen snarrådig. Det var en mand udenfor hotellet.
Hmmm. Mystisk.
|
|
