|
Oscar havde skiftet tog i Bellinzona. Oscar var på vej fra Rom. Han havde været en på en studietur med sine studerende fra Århus Teknikum. Bellinzona lå i Schweitz lige over grænsen fra Italien. Oscar ville slappe af på en lille Påskeferie på hotel Stern und Post i Amsteg, hvor han havde været sammen med sin elskede Marie omkring 12-15 gange. De var bestandig vendt tilbage til dette smukke sted, smuk natur og idyllisk hotel. Sammen med Marie havde været kørende i bil, adskillige gange i Oscars Ford Mustang. Oscars tog kørte til Erstfeld. Fra Bellinzona var det en tur på 90 km, og fra Erstfeld var der kun godt seks kilometer til hotellet med taxa.
Oscar havde været ude på toilettet og han kom tilbage til sin kupe. Frede Ege var åbenbart stået på toget i Bellinzona. Nu sad Frede Ege der i kupeen. Men hvordan var det han sad, nærmest livløs og Frede Eges hoved var lænet så sært tilbage i hjørnet. Oscars hjerte sad oppe i halsen. Var denne morderiske galning som havde taget hans Marie ombord i toget og havde gjort det af med Frede Ege. Og nu ville turen komme til ham selv. Men morderen havde jo ingen grund til at angribe Oscar. Oscar kendte ham ikke, ej heller hans navn. Frede Ege vidste jo hvem det var, og Oscar havde aftalt at de skulle mødes i Schweitz, så Oscar kunne få hele historien. Schweitz var tilpas af vejen, så de slap for diverse agenter. Aftalen var kommet i stand i al hemmelighed.
Nu stod Oscar der og stirrede med skrækslagne øjne på Frede Ege.
Oscar rørte ved hans kind. Ingen reaktion. Hans læber skilte sig let ad. Hvad i alverden var det, det så underligt ud. Noget orange sås imellem hans læber. Oscar skilte Frede Eges læber med to fingre. Derved åbnedes hans mund og til syne kom nogle uhyggelige tænder, der var lavet af to appelsinskaller, sådan som børn gør for sjov. Der var blot det, at det her var uhyggeligt og Oscar fik nærmest et chok.
Oscar faldt tilbage i sædet på sin plads og pustede et øjeblik. Hans rygevaner bidrog også til hans øjeblikkelige ildebefindende. I samme sekund sprang den livløse skikkelse op og skreg Aaaaahhh.
Oscar tog sig til hjertet, som havde hoppet en gang i hans bryst. Frede Ege grinede højlydt.
Oscar følte sig voldsomt generet af denne upassende optræden. Ikke mindst da Frede Ege jo havde spillet en rolle i Maries død, måske nok en birolle, men alligevel. Nok var morderen en galning, men Frede Ege gik da heller ikke helt fri.
Det kunne du ærlig talt ikke være bekendt, skældte Oscar og greb Frede i kraven.
Frede Ege var en spasmager som Oscar selv, men der er tidspunkter, hvor det er en dødssynd at lave sjov. Frede Ege smed appelsinskrællerne på sædet mens han baksede sin kuffert op i nettet over sæderne.
Jeg skal lige ud på toilettet. Skulle vi så ikke gå hen i restaurationsvognen og få lidt lækkert at spise. Oscar bandt sit snørebånd, som var gået op. Det kan vi godt, sagde han.
Snart sad de i restauranten. De tændte cigaretter mens de ventede på maden. De bestilte to fadøl, som kom omgående, serveret af den værdigt udseende tjener. Han var vel omkring de 50 år.
Oscar sagde: Hvis man bare på diverse restauranter ville erkende det når køkkenet har forrygende travlt. Drikkevarer skal komme omgående, fordi så kan man vente nok så længe med maden, uden egentlig at opdage ventetiden.
De fik en ret med kartoffelmos og en dejlig kødsovs. Frede Ege bestilte en flaske Mouton Rothschild.
Efter et par glas blev Frede Ege opstemt. Han kunne ikke dy sig. Han skulle lige lave lidt fis med Oscar som ingeniør.
" De frøædende franskmænd havde gjort guillotinen klar for at henrette en præst, en soldat og en ingeniør.
Pæsten valgte at ligge med ansigtet opad for at kunne se Himlen. Guillotinen standsede to centimeter fra hans hals. De troede det var et tegn fra himlen og lod ham gå.
Soldaten så det og ville også ligge med ansigtet opad. Guillotinen standsede to centimeter fra hans hals. Han fik også lov at gå.
Ingeniøren lagde sig til rette med ansigtet opad. To sekunder før de skulle udløse guillotinen råbte han: Hey, jeg kan se hvad jeres problem er!"
Frede Ege så i øvrigt en smule hærget ud. De snakkede om løst og fast. Frede Ege fortalte, at han havde mødt en blond pige, men hun var stukket af en morgen da han vågnede og han havde ikke hverken set eller hørt fra hende siden hen. Det var nu fem måneder siden.
Oscar havde ikke ondt af ham. Det var for intet at regne mod det han selv havde været igennem.
Oscar var i det hele taget grundig træt af at sidde og lytte til Frede Ege. Det havde været mere passende, om Frede Ege havde spurgt til Oscar, ja havde interviewet ham om hvordan det havde været efter Maries død, hvordan havde politiet optrådt. Frede Ege fortsatte bare sin plapren om sig selv og et traume, han bar rundt på. Han havde som dreng slået en mand fordærvet.
Frede Ege fortalte om sin drengetid. Frede Ege syntes ikke at være den skarpeste kniv i skuffen, men dog nok som drenge er flest. Frede Ege var vokset op på noget uden for Århus, der kaldtes Tangen.
Det var en bebyggelse som var bygget på det nærmeste af pap. Strengt taget var det brædder, tag og huller i vægge var beklædt med tagpap. Store madammer sad der om dagen i varme fra en petroleumsovn, hunde havde tisset på gulvet. Det var ikke på nogen måde unormalt. Et utal af mennesker boede på den tid i såkaldte husvildebarakker. På Tangen var der også nogle beboere, som boede i vogn.
Børn, som ikke boede på Tangen var bange for børn fra Tangen. Om aftenen når børn legede kunne der pludselig blive råbt "Tangunger", straks styrtede alle hen i en eller anden form for skjul, eller allerbedst hjem til deres mor.
Der var egentlig ikke nogen, som havde været forulempet af børn fra Tangen, det var nærmest en myte, som var opstået. Børn forestillede sig at en hær af Tangunger kunne komme farende og fælde alt på deres vej.
Frede havde en kammerat, der hed Henry. Frede boede i vogn. Henry boede i en barak ikke så langt derfra. Henry havde fem søskende, en søster der var ældre og fire mindre søskende. Mor var hjemme hos dem det meste af tiden. Mor skulle jo sørge for husholdningen, og lave mad til dem alle når far kom hjem fra arbejde. Men det var for det meste kun i teorien, for mor sad inde ved madam Jepsen til kaffeslapperas. Det var bare ikke kun kaffe, der kom på bordet. Det var Henrys ældre søster, Ane, som trak det store læs i hjemmet. Mor sagde, hvis I vil have mad, så må I selv lave det. Far var ikke altid rar når han kom hjem.
Hvor er mor, spurgte han. Som oftest var svaret: Inde ved madam Jepsen. Far var heller ikke deres rigtige far. Han var som oftest ret beskidt og ulækker. Mor havde fundet ham en aften ude i byen og hevet ham med hjem. De var bange for ham.
En eftermiddag var Ane alene hjemme. Mor og de andre børn var taget på besøg hos en fjern slægtning i den anden ende af byen. Ane var 14 år. Hun var begyndt at få former, og hun var egentlig en køn pige.
Pludselig kom far uventet hjem før tiden. Han var beskidt og ulækker og lugtede af spiritus. Han skulle til at fyre den sædvanlige af: Hvor er mor. Da han fik øje på Ane var det som om der skete en forvandling med ham. Han lyste pludselig som en 1000 Watts pære. Han smilede et påtaget smil. Han vidste vel ikke hvordan man skulle smile naturligt. Han havde vel aldrig prøvet at smile før.
Ane følte sig en smule utryg ved situationen. Han sagde kælent: Kom hen til mig. Han famlede sig hen imod hende. Pludselig rakte han ud efter hende. Han begyndte at famle på hendes små unge bryster. Han famlede hende på rumpetten.
Ane havde på det tidspunkt skreget flere gange, men ingen syntes at kunne høre.
Udenfor kom Frede gående. Han ville besøge Henry, som han så ofte før havde gjort. Han kunne høre vilde hyl fra Ane. Han gik ned i knæ, så kun lige øjnene var lige så højt oppe at de kunne kigge ind af vinduet. Frede var straks klar over situationen. Han lirkede forsigtigt håndtaget på døren ned. Døren åbnede sig uden en lyd. Frede vidste ikke sine levende råd. Så greb han en stegepande på bordet. Han løftede den og svingede den mod "fars" hjerneskal. I flere år efter fornemmede han en knasende lyd. "Far" faldt omkuld. Den onde mand blev aldrig rigtig rask og arbejdsfør igen. Han sad for det meste af tiden i en kørestol.
Han kunne dårligt tale. Politiet var kommet. Ane og Frede vekslede bange blikke. Ane havde tisset i bukserne ved optrinnet. De sagde samstemmende, at manden var kommet hjem stærkt beruset, og at han var faldet. Politiet målte på ham en pæn stor alkoholprocent. Alt sammen var det meget troværdigt. Ane og Frede havde en hemmelighed sammen. Men de talte aldrig siden om det.
Oscar var voldsomt irriteret. Hvad i alverden skulle han sidde og lytte til alt det for. Skulle han få ondt af Frede Ege måske? Det fik han i hvert fald ikke.
Oscar og Frede Ege gjorde sig endelig færdige med deres måltid, og Frede Ege insisterede på at betale regningen.
Vel tilbage i kupeen låste de døren. Oscar var spændt på at høre forklaringen på hvorfor Marie skulle myrdes.
Oscar hældte whisky op i de to glas. De fik ild på cigaretter.
OK sagde Oscar, du trak mig til side på en parkeringsplads to uger før Marie blev myrdet og sagde at M ville have Marie til at gøre en tjeneste. Væsgo', så har du ordet. Hvad skete der så? Oscar havde ventet i månedsvis på ren besked, en tid, som Oscar benævnte "Det fordømte forår". Kort efter drabet havde Frede Ege oplyst, at morderen var taget til udlandet, og at han var en jaget mand af Oscars og Fredes fælles plageånder. Det havde indgydet en smule ro i Oscar, så han turde blive boende der ved skoven i efterårets stormvejr.
Frede Ege kiggede nu Oscar dybt i øjnene.
Hvis jeg siger dig hans navn er dit liv i fare. Oscar svarede prompte: Du ved at jeg har efterladt en kuvert hos min advokat Storm Mortensen. Udenpå kuverten er anført: Destrueres ved min naturlige død. Overdrages til politiet ved eventuel unaturlig død. Deri har jeg forklaret om det, der skete i Köln. Hvis den blev åbnet, ville jeg få et meget uskønt eftermæle, men i det mindste ville det trække nogle andre med.
Frede Ege kiggede på Oscar. Det vil morderen være lige glad med. Historien ville ganske vist vække et ramaskrig i Danmark, regeringen vil ryste i sin grundvold. Men historien ville kun ramme stakkels mig, sagde Frede Ege. Du må se at få den kuvert tilbage fra Storm Mortensen.
Oscar blev fjern i blikket. Det var lidt af en tanketorsk, at han ikke havde regnet det ud. Han havde følt sig sikker om natten, fordi Frede kendte til brevet. Oscar gøs nu ved tanken om at en sindssyg morder lige så let kunne have opsøgt ham en mørk nat i hans hus ved skoven og dræbt Oscar selv. Hvad kunne Frede Ege dybest set vide om den hæslige morders færden. Oscar forstod meldingen, men han var stadig lidt tvivlrådig overfor Frede Ege. Han stolede ikke på ham 100 %.
Frede Ege fortsatte: Hvis du hører denne djævels navn, så er du i fare. Jeg er selv i fare. Det drejer sig om en dansker, som er ukendt af det danske samfund. Han har nemlig været forsvundet i 7 år. Ingen, heller ikke hans nærmeste familie ved hvor han blev af. På et tidspunkt døde hans mor, og efterlod ham en arv på 10.000 kr. Dem har han ikke hentet. Han vidste det godt, men han opholdt sig i DDR, og myndighederne betalte ham et tilsvarende beløb, for at holde på ham. Han ville blive en uvurderlig agent for Warszawapagtslandene. Han kunne det danske sprog, kendte til dansk kultur og myndigheder, politik og meget mere og han skulle blot agere under en ny identitet.
Frede Ege satte hovedet nærmere hen til Oscars, for ligesom at illustrere at han ville fortælle noget fortroligt. Frede Ege talte lidt sagte.
Nu skal du høre: Manden eksisterer i princippet ikke. Hvis han dør, så vil det danske politi ikke bekymre sig et sekund, og slet ikke hvis liget ikke bliver fundet. Han vil ikke blive meldt savnet. Han er jo allerede meldt savnet. Frede Ege tømte sit glas og gøs. Manden er fredløs. Oscar begyndte at lægge to og to sammen.
Du siger da ikke at du vil myrde ham. Det var grænseoverskridende for Oscar. Han fyldte deres glas med whisky. og de drak i fællesskab. Oscar var en smule rystet. Han måtte løsne den øverste knap i skjorten. Måltidet i restaurationsvognen føltes behageligt.
Jeg vil ikke have noget med det at gøre, sagde Oscar.
Du er allerede dybt involveret, svarede Frede Ege. Det danske politi ikke bekymre sig et sekund. Især ikke hvis det sker i Schweitz. Frede så hemmelighedsfuld ud.
Oscar lod sig falde om på sædet og lod et øjeblik som om han var besvimet. Oscar for pludselig op og greb Frede i kraven og holdt deres hoveder tæt sammen. Jeg har intet med det at gøre. Men jeg vil se på. Jeg vil betale dig 10.000 kr. for at få lov at se på. Min hævntørst er uendelig stor, men også for at få vished.
Frede Ege frembusede med det morderens navn: Han hed Gusten Sund. Oscar måtte synke en gang. Han havde jo ikke besluttet, om han ville kende navnet. Nu kendte han det i hvert fald. Det rislede Oscar koldt ned ad ryggen.
Gusten Sund havde været forsvundet siden 1960. Han var kommet til Danmark efter uddannelse til agent i DDR. Han skulle arbejde for den russiske ambassade. Det var hans første job. Det viste sig åbenbart, at han ikke var som andre. Han var utilregnelig. Han var en tidligere forbryder. Han er ugleset af den sovjetiske ambassade nu. Tænk sig hvilken international krise det kunne give anledning til. En sovjetisk agent myrder en fredelig civil dansk borger.
Han og jeg var bragt sammen med M for at få mere at vide om marinestationen ved Frederikshøj. M havde i årenes løb kommet forbi nogle gange i skoven og havde forsøgt at få et billede af antennerne, men det var ikke lykkedes rigtigt at opspore noget. Det var for farligt at bevæge sig rundt. Der var videokamera i hvert fald ved indgangen, og hvem ved måske også andre steder i skoven.
Det korte af det lange var, at nogen på den sovjetiske ambassade havde fundet det gamle foto af dig og mig frem. Så havde de udtænkt at din hustru nemt kunne overtales til at observere når hun var ude at gå in skoven. M havde set hende ved flere lejligheder i området. Det var nemt som ingenting. Gusten Sund blev valgt som den, der skulle ringe på døren.
Vi var kørende sammen i en Morris Mascot som tilhørte min onkel. Jeg passede min onkels potteplanter mens de var ude at rejse i tre uger. Hvis nummerpladen mod al sandsynlighed skulle blive aflæst, så kunne jeg godt finde en forklaring. Jeg arbejder jo i Forsvarets Efterretningstjeneste, og havde en vis legitim ret til at befinde mig hvorsomhelst. Jeg kunne jo tænkes at have fulgt efter og skygget nogen. Jeg kørte af sted med Gusten Sund. Vi holdt ind på en rasteplads for lige at aftale detaljerne. Jeg afskyede allerede den gang Gusten Sund. Han havde et meget usmageligt væsen, og jeg foragtede det han havde involveret sig i. Han drog det famøse foto frem fra sin lille taske. Jeg blev vred over at se det, jeg var jo selv derpå. Jeg flåede det fra ham og rev det i stykker. Han trak en parabellum pistol og pegede på mig. Han var lidt skør.
Hvad fanden skal du med en pistol, spurgte jeg. Du vover ikke at krumme et hår på hendes hoved.
Gusten Sund sagde, at han havde mistillid til mig, hvilket sådan set var velbegrundet.
Han fortalte, at pistolen havde været gravet ned medens han havde været i DDR. Han ville gå med den altid, i betragtning af hans situation og tilstedeværelse i Danmark.
Henvendt til Oscar, fortsatte Frede Ege. Nu fik jeg da destrueret endnu en kopi af dette foto. Gad vidst hvor mange kopier de djævle har. Gusten sagde at han havde endnu et eksemplar af fotoet i tasken.
Jeg sagde, at han ville få med mig at bestille, hvis han gjorde noget uoverlagt. Han skulle udelukkende få Marie til at observere i skoven, og hvis der var problemer med det, så måtte vi tage den derfra.
Jeg skulle sætte ham af på Oddervej, lige ud for villaen, men kun hvis der absolut ingen var i sigte. Vi kørte frem og tilbage på Oddervej et par gange til der var helt mennesketomt. Den overdrevne forsigtighed skyldtes til dels Gustens trang til at dramatisere. Han havde jo også været under uddannelse i syv år, og det var temmelig katastrofalt, hvis de mange år skulle være spildt af en eller anden grund. Samtidig skulle det være en øvelse i at agere sofistikeret, selv om det ikke syntes nødvendigt i denne situation. Det var Gustens første egentlige job, selv om han havde været tilbage i Danmark i en måneds tid.
Aftalen var, at jeg skulle holde på Hestehavevej i bilen og vente på ham. Jeg havde sat ham af på Oddervej kl. 10.47. Vi havde synkroniseret vore ure. Vi var helt ens klædt på. Vi var også ca. samme alder. Vi havde farvet vore underansigter let med noget teatersminke, så det så ud som om at vi havde kraftig skægvækst. Vi bar mørke hornbriller. Vi bar hver en mørk frakke. Alt dette skulle forvirre eventuel efterforskning, selv om der jo ikke egentlig var noget at efterforske. Det skulle også forvirre eventuel dansk efterretningsvirksomhed. Jeg selv måtte jo for alt i verden ikke genkendes.
Ca. kl. 10.53 kommer en kvinde løbende hen ad Hestehavevej og hun løber ind i det første hus på den anden side af gaden.
Da beslutter jeg at stå ud af bilen og gå lidt hen ad Hestehalen for at kigge efter Gusten. Der står jeg i 3-4 minutter og intet sker. Så pludselig er der en kvinde, der råber inde fra terrassen. Jeg går tilbage mod Hestehavevej med almindelig fart for ikke at vække mere opsigt end højst nødvendigt. I sammen øjeblik ser jeg en slagter i hvid kittel på den anden side af Hestehavevej. Vi får uheldigvis øjenkontakt, og det er som om han vil henvende sig. Men så tager han sig i det. Det var som om jeg lignede en han kendte, men alligevel ikke ved nærmere eftersyn. Da jeg kommer hen til Hestehavevej og går hen mod bilen, så kommer der en skolevogn kørende og passerer forbi mig.
Jeg har nu til sinds at lade Gusten klare sig selv. Jeg må se at komme væk. Jeg starter og kører i fuld fart ud på Oddervej og ind mod Århus.
Men nu skal du høre. Jeg mistænker Gusten for hele tiden at have villet lade mig blive fanget. Jeg mistænker også M for at have planlagt det sammen med Gusten. Jeg mistænker, at M holdt på Egebæksvej og ventede på at Gusten skulle komme hen til ham ad Oddervej, og så ville de køre mod Odder og lade mig i stikken. Han kan også have fået den indskydelse at springe på en bus, som tilfældigvis , og til alt held for ham, netop kom.
Og derfor er jeg meget hævngerrig over for Gusten og for den sags skyld også M, men M kan jeg næppe røre. Han er jo ved den sovjetiske ambassade.
Oscar havde lyttet tavs og umådelig begærlig efter at vide alt. I mellemtiden havde de tømt det ene glas whisky efter det andet. Den ene flaske var tømt, og nummer to var halvt fuld. De havde røget som skorstene.
Frede rodede i sin taske og fremdrog nogle effekter. Der var et lydbånd og et negativ. og en lille båndafspiller.
Frede afspillede båndet.
Først hørte man nogen. som var ved at blive kvalt af grin. Båndet skrattede lidt, men stemmerne var tydelige.
Oscars stemme sagde: Det som vi skal ud og se i morgen er en påbegyndt atomsikker bunker. Den er bygget i et tykt skiferlag i undergrunden. Hvor er det at vi skal bygge i Danmark. Derefter var der en slags kunstpause.
Fredes stemme sagde: Det er i Oplev.
Derefter Oscar: Kom og oplev Oplev.
Derefter latter igen.
Frede Eges stemme fortsatte: Det er på en vej, der hedder Røde Møllevej. Det er bag ved et hus som har nummer 22.
Stemmerne var tydelige.
Oscar kiggede målløs på Frede. Frede sagde: De har givet mig bånd og negativer og bedyret at jeg slipper for dem fremover. Men det er på en betingelse: At Gusten Sund forsvinder.
Jamen han er jo allerede forsvundet, indvendte Oscar.
Ja men denne gang skal han forsvinde på et højere plan, sagde Frede.
Jamen, hvordan turde de give dig bånd og negativ, du kan jo bare snyde dem, sagde Oscar.
Frede svarede: Den mulighed nævnte de for mig og sagde, at så ville jeg komme hjem i en kiste. Endvidere, nu har vi siden Stalins tid fjernet millioner af mennesker. Så kan vi nok også undvære dig.
|
|
