|
Gusten tumlede ind på værtshuset "Pingvinen" i Kalkbrænderihavnen. Han måtte ikke blive set af nogen, som senere ville kunne huske ham overfor politiet. Men han skulle ikke tilbage til den dejlige familie på Drosselvej på Frederiksberg. Det gjorde ondt at tænke på.
Gusten traf i 1944 under et rekreationsophold en mand, som senere skulle komme til at spille en betydelig rolle i hans liv. Det var manden hos hvem han senere flyttede ind på Frederiksberg, og i hvis familie han blev optaget.
Mens han var i Nyborg Statsfængsel fortalte han dem en historie om at han rejste han hjem til Varde, hvor han var blevet forlovet. Manden i huset og Gusten var nære bekendte, og en overgang arbejdede de samme sted, men da Gusten rejste til Varde i forbindelse med forlovelsen, hørte de ikke fra ham i lange tider. Pludselig stod han her igen, det var i maj 1957. Han flyttede ind igen og boede der til sin forsvinden i 1960.
Gusten kendte ikke ret mange andre mennesker end dem og deres naturlige omgangskreds, og han havde tilsyneladende heller ikke behov for mere kontakt.
Gusten fandt det bageste bord på værtshuset "Pingvinen". Han havde vistnok undgået toldernes opmærksomhed da han ankom. Tolderne holdt til i et lille skur. Der var tre på værtshuset, som spillede billard. Ellers var der ingen at se. Gusten var naturligt lidt betænkelig til mode. Han sagde i dette øjeblik farvel til sit hele liv. Han trak et uafsendt brev op af lommen.
Kære Ingeborg
Når jeg nu for nylig mødte dig igen efter ikke at have set dig i 21 lange år og jeg talte med dig igen, så vælder minder frem som ellers har ligget i dvale. Minder om min barndom på godt og ondt, allermest godt, men med vore dages øjne nok at betragte som lidt stridsom.
Jeg mindes især de stunder, som du og jeg havde sammen, hvor vi gik til dans. Det var på dit initiativ hvilket jeg altid har været beæret over. Jeg var ikke vant til at piger kiggede til min side, men drenge som ville gå til dans hang vist ikke på træerne. I første omgang havde jeg vist sagt nej, men det var efter at familien havde udtrykt manglende råd. Jeg kan høre din forurettede stemme den dag i dag: ”Nå, men det må du også selv om så...”. Det kunne jeg ikke bære, det gik til marv og ben, og jeg havde jo også frygtelig lyst, så jeg fik gennemtvunget det økonomiske på hjemmefronten. Vi var jo ellers ufattelig generte og der blev ikke udvekslet mange ord på en aften. En gang ud på efteråret trådte jeg som sædvanlig ind til dig i rutebilen, men uden frakke. Du spurgte om ikke det var for koldt, hvilket jeg benægtede. Sandheden var at vi ikke havde råd til en frakke som var passende. Jeg havde jo fået verdens flotteste sko, med en snude som rundede opad, men jeg begyndte snart at bruge dem i skole og så var de ødelagt.
Jeg får lyst til blot at skrive løs som tankerne kommer frem. Jeg var et kendt ansigt i gadebilledet i kraft af mine budpladser. Pigerne i klassen så man forholdsvis lidt til. I rendte ikke rundt på gadehjørner, i hvert fald ikke langt fra jeres hjem, i min opfattelse levede pigerne en beskyttet tilværelse inden døre.
Du kom kun en eneste gang så langt som fra Kjærs Allé 6 og helt ned til vores hus på Engtoften 45, og det var trods alt kun 500 meter, hvor du havde en dukke med og vi sad i vores legehus. Jeg tror vi var 10 år. Men det er en helt anden historie end den jeg lige har i tankerne.
En dag i skolen da jeg var 9 år blev jeg kontaktet af Freddy som var søn af manden der havde Varde Købmandshandel på Jernbanegade. Freddy spurgte om jeg ville være bud for købmandshandelen. Jeg skulle få 4 kr om ugen og møde hver dag ved halfem-femtiden. Jeg sagde straks ja, i høj grad på grund af æren over at jeg var den første han havde valgt at spørge.
Jeg startede som bud og ofte var der slet ingenting jeg skulle, og så gik jeg igen. Det lød jo meget godt. Manden betalte mig kun 3 kr om ugen og der skulle gå et helt år inden det kom i stand at min far gik op og fortalte at jeg var blevet lovet 4 kr om ugen.
Jeg fik derefter straks de 4 kr om ugen. Dengang var vi børn ude af stand til selv at tage en sådan dialog med voksne. Det er ubegribeligt når jeg tænker på mig selv i dag og hvordan de unge er i dag. Det er kun godt at børn respekteres meget mere i dag og at de har taleret. Vi fik besked på i skolen at holde kæft. Ellers kunne det godt hænde at vi fik en på skallen, dog kun drengene. Deraf resultatet, at det var eneste udvej at sende sin far.
En ladning varer til en kunde kunne godt være meget tung og det var egentlig uforsvarligt at køre med den på bagagebæreren min egen cykel. Så måtte min far afsted igen. Fluks anskaffede købmandshandelen en long-john budcykel, brugt ganske vist men i bedste stand.
Det var en voldsom forbedring. Jeg kunne ovenikøbet besøge flere kunder på samme tur. Og stolt var jeg over at køre på den.
Imidlertid solgte manden nu købmandshandelen til fru Bedholm hvis søn Bruno mange, mange år senere desværre omkom ved en tafikulykke. Fru Bedholm var ikke klar over de omstændigheder hvorunder jeg oprindelig startede i jobbet, nemlig at lønnen var afpasset efter at der af og til ingenting var at lave. Hun brugte ivrigt budtjenesten som middel til at skaffe kunder og der kunne af og til være en hel times arbejde eller mere. Jeg turde jo ikke at sige noget. Men en dag kom hun selv og sagde at nu skulle jeg have 6 kr om ugen.
Den løn fik jeg, tro det eller ej, helt frem til at vi blev konfirmeret, hvorefter jeg sagde op fordi jeg skulle i lære. Jeg husker tydelig hvor beklemt jeg var, og bedstemoderen kom tilfældigvis ned ad trappen og udbrød forfærdet: ”Jamen Gusten dog, siger du op?”. Jeg var der i mere end 4 lange år frem til sommeren 1936. Og jeg fik en meget flot sølvske med indgravering i konfirmationsgave, og den har jeg endnu.
En ting jeg altid tænker på er, at på den tid fandtes ’taknemmelighed’ med den lykke som udspringer heraf. Også ære var i højsædet.
Et bestemt forhold vendte aldeles alting på hovedet. Dinesensvej og Nylandsvej bestod på den tid af huse som jeg nærmest tænker var lavet af pap. Men der kunne godt være lykke og ikke mindst ære tilstede her. Hos de mennesker fik jeg altid rigelig med drikkepenge. Hele 25 øre kunne der godt falde af. Hos velhavere i andre gader fik jeg ingenting.
Her må jeg tørre en tåre bort.
Jeg husker bemærkelsesværdig godt alt fra min barndom, og jeg har fortalt min brors børn time efter time om det hele når de var lagt i seng og skulle sove. Hvad kan være mere spændende end sådan en historie fra det virkelige liv.
Min nære hukommelse er knap så god. Du har nok bemærket at jeg ikke huskede hvert eneste ord vi talte om da jeg besøgte dig i dit hjem for nylig. Du har en rar og gæstfri mand. Lad mig afsløre at jeg har jeres bryllupsbillede af jer fra Vestkysten her i min skuffe.
Jeg har meget, meget, meget mere at fortælle, men nu vil jeg slutte.
PS! Jeg havde på samme tid i 2 år budplads hos mælkeudsalget hvor jeg skulle møde hver morgen kl et kvarter i 6.
De bedste hilsener Gusten. Lev vel.
"Hvad er du for en fisk. Dig har jeg ikke set før". Gusten blev brat revet ud af minderne. Mens han rev brevet i stykker, fik han øje på en pige med de flotteste rundinger og et kønt ansigt.
"Jeg er en kyssefisk", fløj det ud af Gusten.
"Hvad kysser du?" spurgte pigen, som øjensynlig var servitrice.
"Alt hvad der kilder", svarede Gusten.
"Du er vist en drengerøv. Hvad kan jeg servere for dig?"
Gusten skulle nok forberede sig på at være der nogle timer, indtil der viste sig noget om "JEDNO ROBOTNICZA". Gusten havde de 5.000 kr. med som kaptajnen skulle viderebringe til Gustens nye "velgørere".
"Kunne jeg få biksemad med to spejlæg og rødbeder og ketchup og engelsk sauce.
Og en stor fadøl."
Pigen nynnede: "Så gerne, hvis du lover at lade være med at kysse". Den lille flirt pirrede både Gusten og hende selv.
Hans fadøl kom med det samme. Gusten drak en ordentlig slurk og faldt i staver.
Det var trist altsammen. Han skulle aldrig se sin mor igen. Og hvad ville fremtiden byde på?
For små to uger siden havde han fået beskeden: "Hvis du er interesseret i den fidus vi talte om i Nyborg, så er tiden inde nu. Shas."
Fidusen gik ud på at man skulle lave et bankrøveri, derefter forsvinde til man var opgivet af myndighederne. Derefter kunne man komme tilbage til Danmark og leve som en konge. Hvis man da lige kunne få alt hvad der hørte til en ny identitet. Det var selvfølgelig et pas med et falsk navn, f.eks. et navn på en afdød, gerne fra Vesttyskland, det ville ikke være mistænkeligt for de danske myndigheder. Men passet var det mindste. Man skulle sætte sig ind i alt om den afdøde, så man virkelig kunne fremstå som ham, i tilfælde af et møde med politiet. Det kunne tage år, og man måtte opsøge den dødes hjemegn og leve der et stykke tid. Alt dette ville de østtyske myndigheder særdeles gerne hjælpe med, såfremt man ville være agent for dem i Danmark.
Gusten havde købt en pistol af Shas, en parabellum pistol, også kaldet en Luger. Det var en ni millimeter pistol. Shas forklarede, at han havde stjålet den i et sommerhus og derefter gravet den ned. Når og hvis Gusten forhåbentlig kom tilbage til Danmark, så ville han bære den pistol på sig altid for en sikkerheds skyld. Ingen skulle nogensinde få ham tilbage i Nyborg Statsfængsel. Så ville han forsvare sig til det yderste. Og i øvrigt hellere dø end at komme tilbage til Nyborg.
"Ved du hvad, du må godt kysse mig alligevel." Igen blev han brat afbrudt. Pigen kom med en svingende tallerken biksemad. Gusten rørte ved hendes knæ, men fik omgående en syngende lussing. Han hadede kvinder. De var uberegnelige og umulige at forstå. Han tænkte, at en dag så ville han måske dræbe en kvinde, hvis hun forpurrede hans planer.
Han betalte for det hele og sagde: "Skrid så."
Pigen knejsede med nakken da hun gik tilbage til baren.
Gusten kastede sig over sin biksemad. Han havde drukket halvdelen af sin fadøl, og en hårdt tiltrængt lykkefølelse bredte sig i kroppen.
Som dreng var Gusten optaget af detektivhistorier. Han slugte Sherlock Holmes med glubende appetit. Han følte sig dengang på den rigtige side af loven. Han kunne slet ikke forestille sig andet. Han ville være privatdetektiv. Han gik så vidt at han satte en væg op i sit værelse, så der blev et hemmeligt rum. Derinde sad han og hyggede sig med diverse rekvisitter, et forstørrelsesglas, bøger. Han skrev hemmelige breve med mælk. Når et sådant brev blev varmet med et strygejern så kunne det læses.
En dag var der sket et røveri i Varde Sogns Spare- og Laanekasse. Nu kom alt det spændende meget tæt på. Han drømte om at opklare røveriet og blive en helt. Han lagde sig på lur om natten henne ved stedet. Som om det ville hjælpe noget. Han ledte efter spor.
Ak, skæbnen havde ikke rigtig villet ham det godt.
Nu var han selv bankrøver. For en uge siden begik han bankrøveri i Trørød. Gusten havde ringet til sin arbejdsgiver og taget en sygedag. Det kunne han godt tillade sig. Han havde ikke været syg i tre år. Hvorfor var han kommet på Trørød? Det var faktisk i Trørød, at Shas havde haft pistolen gravet ned, og de havde hentet den sammen få dage før røveriet. Der var også en maskinpistol gravet ned. Shas ville have 3500 kr. for våbnene. Gusten havde betalt Shas halvdelen, han ville nøjes med pistolen. Gusten havde ved røveriet kun brugt pistolen til at true med. Den var ikke blevet affyret.
75.000 dejlige kroner havde han nu fra bankrøveriet. Dem havde han gravet ned sammen med pistolen et helt andet sted. Bortset fra 5.000 kr. som han havde med her i lommen. De skulle overleveres til kaptajnen. Som tegn på at Gusten virkelig mente det, havde Shas forklaret. Andre 5.000 havde han med til sig selv for at forsøde livet lidt i DDR. For 65.000 kr. kunne Gusten købe sig tre villaer når han engang kom tilbage til Danmark. Han kunne virkelig leve som en konge.
Gusten havde med fornøjelse spist sin biksemad. Han var spændt på hvordan aftenen spille spænde af. Den liderlige tøs så han heldigvis ikke mere til. Der var kommet en tjener til syne i baren.
|
|
